Workshop

Den 8 April åbnede vi Danmarks første ‘bæredygtig værksted i børnehøjde, lige over for Bogfinken – på Trekronergade 143. Det er en børneworkshop, der udelukkende har genbrugsmaterialer, som vi henter løbende fra forskellige industrier og virksomheder, der ikke længere kan bruge det, eller har spild i produktionen.

Villa Verden er et udviklings-univers, bygget op på bæredygtighed og miljøbevidsthed i børnehøjde.  Børn oplever at arbejde og skabe med ting der ikke har et foruddefineret formål eller på nogen måde er ”færdigt” – her kan de lege og skabe på deres præmisser.

Her kan man følge med os og se hvad vores børn skaber – http://villaverden.dk/

Anne-Marie, mor i Lillekilde, inspirationskilde til vores workshop, siger:

En gang var min barbiedukke på skiferie, og hun brækkede benet. Så jeg brugte en time på at bygge en kørestol ud af min brors byggeteknik sæt. En anden dag fandt vi understellet af en barnevogn, som vi bandt et par brædder fast til og skubbede hinanden rundt i. Vi fandt træplader, sten og bjælker og lavede en forhindringsbane til rulleskøjte og cykelløb, og så brugte vi en hel formiddag på at sætte mælkebøttestængler sammen i halen på hinanden for at lave verdens længste mælkebøttekæde fra den ene ende af gaden til den anden. Vi var overbevist om, at den ville komme i Guinness verdensrekordbog. Jeg er sikker på, at alle har den slags historier fra sin barndom. Gad vide, om vores børn kan fortælle de samme slags historier?

I dag har de fleste børn en masse legetøj til rådighed som er “færdigt”, forstået på den måde at legetøjets design nærmest dikterer, hvordan man skal lege med det. Selv LEGO klodser beder om at blive sat sammen på en bestemt måde. Men i naturen og i industrispild findes der masser af materialer, som har potentiale til at blive legetøj. Materialerne lægger via deres former, konsistens, farver og tekstur op til at børnene selv finder på at sætte dem sammen og lege med dem på deres helt egen måde. Det kan være et par krogede grene, som bindes sammen med snor, så man laver et magisk våben, eller en stak plasticstrimler, som kan bøjes og limes sammen med en limpistol, så man laver en blomst, en lampe eller en gynge til sin dukke. Kun fantasien sætter grænser!

Når man selv får muligheden for at sammensætte forskellige materialer, så lærer man noget om, hvor meget noget holder til: kan det bøjes? Knækker det? Hvor meget kan det bære? Hvad sker, der hvis man snor det, fletter det, limer det eller binder det sammen? Man lærer noget om, hvordan man udnytter kombinationer af forskellige materialer til at skabe det, som man har et billede af inde i hovedet. Billedet af det, som man er i gang med at bygge opstår og udvikles via den fysiske manipulation af materialet. Man lærer at tingene ikke nødvendigvis ender ud, som man forestiller sig, men altid anderledes. Og at det også er helt OK. Man lærer at materialer har modstand – at prøve igen og igen for at få noget til at lykkes. Man lærer at bevæge sig igennem en skabende proces for at få ting til at ske i virkeligheden igennem fordybelse og koncentration. Og så lærer man at samarbejde, for det er ikke altid nemt at holde noget sammen imens man limer det, og det tager tid at sætte sammen – nogle gange har man bare brug for flere hænder.

Inden for arkitekturfaget er der noget, som man kalder “tektonik”: Læren om udformning og sammenføjning af formelementer til en helhed.” Hvis man bliver ved med at lege med tektonik, så lærer man også, at der er en sammenhæng imellem funktionalitet, æstetik og komposition.